Indeliv

indeliv-frntpg-img

I Haraldsgården er vi meget privilegeret med hensyn til plads, både ude og inde.

Vores stuer er store og lyse, og vi har på alle måder højt til loftet. Selv om vi er en institution der har et stort fokus på udelivet har vi også blik for den liv der leves indefor. Det er vigtigt, at rammerne er rigtige, at det æstetiske er i orden, at vi har de rigtige møbler og det rigtige legetøj. Vi sætter pris på kvalitet frem for kvantitet og vi har altid store overvejelser når vi skal ommøblere, købe nyt og indrette.

Vores indeliv skal indrettes efter børnenes behov og sådan, at deres nærmeste udviklingszone kan mødes og de på denne måde kan stimuleres og udvikles på den bedste og mest harmoniske måde.

Vi bruger vores hus optimalt, alle rum er indrettet fleksibelt og sådan at vi kan bruge dem til alle vores tilbud.

I vuggestuen har vi en ekstra stue, som vi hver eneste dag anvender når vi arbejder på tværs af stuerne.

I børnehaven har vi to kæmpe solrige altaner, som vi anvender når vi har behov for luft mens vi er inde. Vi dyrker tomater og krydderurter og anvender dem til kreativitet og leg.

Blæksprutten er vores fleksible etage som vi har indrettet i lidt mere hjemlige omgivelser.

Her er rum til vores basisbørn, der indimellem har behov for at trække sig tilbage med et par venner.

Her er rum til børnehavebørn i mellem eller storegruppen, der ikke er med rumlepotten.

Her er et skønt køkken, hvor vi har mulighed for at lave mad sammen med børnene.

Her er et hyggerum med TV og kæmpe sofa, det er der vores døgnbørn skal se børnetime og julekalender.

Her er soveværelse med plads til sovende børn fra 0-6 år.

Her er soveværelse til den sovende nattevagt.

Når klokken er 17 bliver blæksprutten til døgnåben og det er på denne etage vi vil tilbringe timerne mellem 17 og 07.

Fritidshjemmet  ligger øverst og her har alle institutionens børn mulighed for at benytte arealerne indtil fritbørnene møder ind klokken 13.

I vores høje kælder har vi krearum, hvor vi har mulighed for at kreerer smukke kunstværker uden at vi behøver at rydde op fordi vi skal spise.

Vi har også vores dejlige sal og her kan vi både lave gymnastik, rytmik danse samba, rulle rundt og bare have det motorisk og fysisk sjovt.